Slutkampene i verdens bedste ishockeyliga går i gang onsdag. Læs Christian Henriksens grundige gennemgang af alle kvartfinale-matchups i begge Conferencer...
Et langt og intenst grundspil, hvor der var spænding til det sidste, er overstået og det er blevet tid til NHL-sæsonens højdepunkt: Slutspillet.
I hver af de to Conferencer er otte hold klar til kvartfinale-serierne. Derefter gælder det semifinalerne og finalerne, og til sidst skal de to Conference-vindere dyste om verdens ældste sportstrofæ, Lord Stanley’s Cup.
Conference-kvartfinalerne starter onsdag, og der spilles bedst af syv kampe, hvor det hold som først henter fire sejre, avancerer til næste runde.
TIPS
BetXperts NHL-ekspert Christian Henriksen vil løbende udlægge spilforslag. Følg hans analyser og tips på denne side (og byd gerne ind med kommentarer og egne tips):
http://www.betxpert.com/ekspert/christian-henriksen
ODDS
Til at vinde Stanley Cup:
Pittsburgh Penguins: 5,5
Vancouver Canucks: 7,0 Unibet*, Betsson*
New York Rangers: 8,0 Betsson*, Unibet*
Boston Bruins: 9,75 Betsson*
St Louis Blues: 10,0 Bet365*
Philadelphia Flyers: 13,0 PartyBets
Detroit Red Wings: 14,0 Bet365*
Nashville Predators: 15,0 Betsson*
Chicago Blackhawks: 18,0 Bet365*, Betsson*
New Jersey Devils: 25,0 Unibet*
Los Angeles Kings: 25,0 Unibet*
San José Sharks: 25,0 Unibet*
Washington Capitals: 30,0 Betsson*
Phoenix Coyotes: 41,0 PartyBets
Florida Panthers: 41,0 PartyBets
Ottawa Senators: 41,0 PartyBets
Conference-vinder:
(Odds fra Betsson*)
Eastern Conference:
Penguins: 2,95
Rangers: 3,2
Bruins: 5,5
Flyers: 7,5
Devils: 8,0
Capitals: 17,0
Senators: 20,0
Panthers: 25,0
Western Conference:
Canucks: 2,85
Blues: 4,2
Red Wings: 7,0
Predators: 7,0
Blackhawks: 10,0
Sharks: 11,5
Kings: 11,5
Coyotes: 15,0
KVARTFINALE-MATCHUPS
(tal i parentes angiver placering i grundspillet)
EASTERN CONFERENCE
NEW YORK RANGERS (1) – OTTAWA SENATORS (8)
New York Rangers græder formentlig ikke over, at de tabte med 1-4 til Washington i sidste runde af grundspillet, for nederlaget betyder nemlig at Capitals strøg forbi Ottawa Senators i tabellen. Rangers skal dermed møde Senators, som på papiret ser en smule mere overkommelige ud end Capitals.
Rangers har spillet stærkt hele sæsonen og sluttede på førstepladsen i Eastern Conference. New Yorkerne har haft deres bedste sæson i snart 20 år, og det skal nu blive spændende at se, om holdet kan fortsætte med at præstere i slutspillet.
Ottawa har været en positiv overraskelse i denne sæson, da der ikke var mange, som forventede at se dem i slutspillet. Senators-offensiven har spillet godt, og backen Erik Karlsson har fået sit store gennembrud.
Senators har vundet tre af fire indbyrdes kampe mod Rangers i denne sæson, men dette gør dem dog langt fra til favoritter i denne slutspilsserie, som Rangers bør vinde. I slutspillet er intet dog sikkert, og det er muligt at Ottawa kan tage nogle sejre og tvinge serien ud i seks eller måske endda syv kampe. En Rangers-sejr i fire eller fem kampe kan dog heller ikke afvises, da de særligt på målmandsposten har et klart overtag.
I målet har Rangers klassemålmanden Henrik Lundqvist, som har været holdets førstevalg i de seneste syv sæsoner. Lundqvist har været fænomenal i denne sæson, hvor han gennemsnitligt er passeret mindre end to gange pr. kamp. Samtidig har Lundqvist den højeste redningsprocent og flest sejre i en sæson i sin NHL-tid. Målmanden kan få ekstra stor betydning i slutspillet, og det er klart til Rangers’ fordel. Backuppen Martin Biron startede sæsonen godt, men har været mere svingende i de seneste måneder.
Ottawas Craig Anderson har haft en fin sæson, hvor han dog missede nogle kampe grundet en skade, men nogen klassemålmand er han langt fra. Niveauforskellen mellem Anderson og backuppen Ben Bishop er ikke så stor, og Anderson er sandsynligvis ikke lige så sikker på starterrollen, som Lundqvist er det.
Defensivt har Rangers en bred vifte af unge spillere, som alle er trådt i karakter i denne sæson. Michael Del Zotto, Ryan McDonagh og Dan Girardi har alle spillet sublimt, og har i dén grad slået deres navn fast i NHL. Marc Staal var tidligere holdets store backprofil, men da han blev skadet greb de andre spillere chancen, og Staal er nu blevet skubbet lidt bagud i hierarkiet. Staal kan dog meget vel vise sig som den største profil i slutspillet, da han trods sine kun 25 år er en af holdets mest erfarne backs. Rangers har en homogen backlinje, hvor spillerne typemæssigt minder meget om hinanden, og det betyder at alle backpar er gode både med og uden pucken.
For Ottawa har forsvaret i lige så høj grad været et angreb i denne sæson, da backen Erik Karlsson har været bagmanden bag et hav af holdets mål. Svenskeren fører backernes topscorerliste med flere længder og har taget masser af ansvar trods sin unge alder.
Udover Karlsson er Ottawa i besiddelse af folk som Kuba, Gonchar og Phillips, og disse rutinerede spillere skal vise deres værd i slutspillet. Kuba har været fremragende i defensiven i denne sæson og Gonchar har lavet pænt med point, men russeren er dog ikke den samme force, som han var i Pittsburgh-tiden.
Offensivt har Rangers fungeret ganske fint i denne sæson, og det har vist sig som en fremragende idé, at man valgte at hente Brad Richards før sæsonen. Modsat de fleste andre stjerner, som er kommet til klubben i de senere år, så har Richards rent faktisk leveret og han har fået angrebet til at fungere. Marian Gaborik har ramt sit topniveau og unge Carl Hagelin har taget Broadway med storm. Generelt har Rangers fire angrebskæder, som alle er i stand til at udføre deres defensive pligter, og det betyder at man ofte kan slå til på hurtige omstillinger, hvor spillere som Gaborik og Hagelin kan udnytte deres hurtighed. Fysisk er man godt rustet, og det bliver vigtigt i slutspillet, hvor Rangers stilmæssigt skal fortsætte takterne fra grundspillet.
Hos Ottawa har 39-årige Daniel Alfredsson fået sin anden ungdom i denne sæson, og svenskeren skal fortsætte storspillet i playoffs, hvis Senators skal kunne true Rangers. Spezza og Michalek har haft deres bedste sæsoner i flere år, og særligt i powerplay har de begge været skarpe. Udover trioen er Ottawa-offensiven en smule tyndt besat, men spillere som Foligno og Greening kan dog blive vigtige. Det samme kan Chris Neil, som skal stå for Ottawas fysiske modspil mod Rangers.
BOSTON BRUINS (2) – WASHINGTON CAPITALS (7)
Boston så længe ud til at stå over for Ottawa Senators i kvartfinalen, men billedet blev vendt i grundspillets sidste runde, og Bruins møder nu Washington Capitals.
De forsvarende mestre fra Boston har haft en ganske solid sæson og kan sagtens ende i Stanley Cup-finalen for andet år i træk. Bruins er et typisk slutspilshold, som er bygget på rutine, fysik og skarphed i begge ender, og de er derfor også favoritter i serien mod Capitals.
Washington har spillet slutspil længe for bare at sikre sig en plads i playoffs, og holdets store stjerne Alexander Ovechkin er blevet væsentligt skarpere i den sidste del af sæsonen. Målmand Tomas Vokoun har sikret holdet en del point og har leveret stabilt over hele sæsonen, men han er skadet i øjeblikket og det er uvist om han vender tilbage i denne sæson.
Washington er altså handicappet på målmandsposten og det kan blive kostbart mod Boston, som de ellers har besejret i tre af fire indbyrdes kampe i denne sæson. Ovechkin og co. kan måske hive en sejr eller to i land, men mere bliver det nok heller ikke til.
På målmandsposten kan man ikke komme udenom, at Boston har overtaget i dette matchup. Med den mest værdifulde spiller i sidste års slutspil, Tim Thomas, mellem stolperne er der ikke mange hold, som er bedre dækket ind end Boston, der dog må undvære den stærke backup Tuukka Rask, som fortsat ventes ude i mere end en måned. Marty Turco agerer backup for Thomas, men han skal ikke regne med istid i slutspillet.
Washington er i lidt af et dilemma på målmandsposten, hvor både førstevalget Vokoun og andenvalget Neuvirth døjer med skader. Det betyder at unge Braden Holtby, som blot har 21 NHL-kampe på CV’et, kan blive førstevalget i playoffs. Holtby er uden tvivl en talentfuld målmand, men han har endnu brug for nogle år på bagen før han udfolder potentialet, og det kan blive et stort handicap for Capitals i slutspillet. Holtby er dog måske den bedste tredjemålmand i ligaen.
Defensivt er Boston godt rustet og virker omtrent lige så stærke, som de var i sidste sæsons slutspil. Bruins har ikke gennemgået de store udskiftninger hverken offensivt eller defensivt og backlinjen er næsten identisk med den fra sidste sæson. Den store kaptajn Zdeno Chara er fortsat den store profil, men hele den rutinerede backlinje er ganske solid og kender ”gamet”.
Hos Washington kommer meget til at afhænge af Mike Green. Green har misset en stor del af sæsonen grundet skader, og han har endnu ikke fundet sit tidligere niveau, men gør han det fra slutspillets start, så kan han meget vel løfte holdet markant, da han er stærk i begge ender af isen. Samarbejdet mellem den defensive Alzner og den mere offensive Wideman har fungeret ganske fint, men de øvrige backpar har set lidt skrøbelige ud. Fysisk er backlinjen ikke enestående, og erfarne Roman Hamrlik skal derfor være med til at løfte de unge spillere, så de rent mentalt spiller som om de er 10 år ældre end dåbsattesten afslører.
Offensivt er der stort ingen ændringer foretaget på Boston-holdet i forhold til sidste sæson. Bruins har valgt at køre videre med spillerne fra sidste år, og tilsatte så rutinerede Brian Rolston før trade deadline. Rolston er alsidigt og har lavet godt med point siden han kom til Boston, så han kan meget vel være en fuldgod erstatning for Mark Recchi, som indstillede karrieren efter sidste sæson. Bruins-offensiven er rimeligt ung, og man har ingen deciderede pointslugere, men alle spillere kender deres rolle og kan bidrage til den fysiske stil, som holdet ligger for dagen.
Washingtons store stjerne Alexander Ovechkin var lang tid om at komme i gang, men det er lykkedes ham at finde formen i den sidste del af sæsonen, hvilket reddede Capitals en plads i slutspillet og giver klubben håb om, at man rent faktisk kan udrette noget. Nicklas Bäckström er vendt tilbage efter en lang skadespause, og det giver også fornyet optimisme, da han var holdets bedste spiller i den første halvdel af sæsonen. Capitals har en ganske rutineret offensiv, men de erfarne spillere skal alle træde i karakter, da de fleste af dem har været meget usynlige i denne sæson. Førstekæden kommer til at stå for en stor del af det offensive initiativ, mens de øvrige kæder alle skal arbejde ekstremt hårdt for tingene i begge ender af isen.
FLORIDA PANTHERS (3) – NEW JERSEY DEVILS (6)
Der er slutspilsgensyn med Florida for første gang siden år 2000, når Panthers tager imod Devils, som eliminerede dem med 4-0 i kampe, da de to hold mødtes i første runde af slutspillet for 12 år siden, hvor New Jersey i øvrigt endte med at kunne hæve trofæet.
Panthers oprustede i starten af denne sæson med en række rutinerede spillere og det har givet pote, da holdet har udvist stor stabilitet og været gode til at sætte point på kontoen selv i dårlige perioder.
Devils missede slutspillet sidste år, men har været på rimeligt sikker grund igennem det meste af denne sæson, hvor man har fået nogle spændende unge spillere ind som supplement til den gamle garde.
Serien kommer formentlig til at byde på en del tætte og målfattige kampe, hvor særligt Florida nok bliver meget afhængige af at score det første mål. Devils-holdet ser en kende stærkere ud, men målmandsduellen kan blive meget afgørende i denne serie, som meget vel kan gå ud i seks eller syv kampe.
Florida-målet vogtes af 35-årige Jose Theodore, som har haft sin bedste sæson i årevis, og stærke målmandspræstationer har været helt afgørende for Panthers i denne sæson. Theodore har haft enkelte udfald i løbet af sæsonen, men har generelt været meget stabil, og denne stabilitet skal han føre med over i playoffs, hvis Florida skal have en chance. Som backup har man Scott Clemmensen, som har spillet flere store kampe i løbet af sæsonen, men som samtidig har været væsentlig mere svingende end Theodore.
Devils har en rutineret målmandsduo, som består af den snart 40-årige klublegende Martin Brodeur og svenske Johan Hedberg, som snart fylder 39 år. Brodeur er førstevalget, men Hedberg har været den statistisk bedste af de to i denne sæson, og han vil sandsynligvis også få nogle starter, så begge målmænd kan holdes friske og skarpe. Brodeur er naturligt nok ikke lige så dominerende som han var for år tilbage, men han er stadig en fremragende målmand, som har motivationen i orden, da han ikke får mange flere chancer for at genvinde Stanley Cup-trofæet.
Defensivt har Florida en god blanding af ungdom og rutine. Brian Campbell har spillet en fremragende sæson, og er måske holdets vigtigste spiller, hvilket han mange minutters istid understreger. Campbell er noteret for et hav af assists og danner formentlig par med Jason Garrison, som er en af ligaens mest scorende backs. Disse to spillere er samtidig nøglefigurer i holdets udmærkede powerplay. Weaver er en solid støtte for unge Kulikov, og Jovanovski, som har prøvet lidt af hvert, er det samme for rookien Gudbranson.
Devils har en solid backlinje med mange defensivt stærke backs. Fysisk kan Devils-backerne matche stort set alle hold, og særligt 36-årige Bryce Salvador har været enormt stærkt defensivt. Salvador spiller sammen med Zidlicky, som er den eneste offensive back på holdet, efter at unge Adam Larsson ser ud til at være gledet ud af startformationen til fordel for mere rutinerede kræfter. Russiske Volchenkov er en drømmeback for målmændene, da han frygtløst blokerer mange skud.
Offensivt er bredden på Floridas hold meget begrænset, og det meste kommer fra kæden med Fleischmann, Weiss og Versteeg. Florida ser ud til at have erkendt, at offensiven begrænser sig til førstekæden, og meget af det offensive initiativ er derfor op til den førnævnte trio, mens de øvrige kæder fokuserer mere defensivt. Rutinerede John Madden kan meget vel få en nøglerolle i slutspillet, hvor han formentlig får til opgave at lukke ned for modstandernes største offensive profiler. Madden har en lang fortid i New Jersey, som han to gange vandt Stanley Cuppen, og i 2010 gjorde han det samme med Chicago, så Madden har i dén grad slutspilserfaring.
New Jersey hentede Ilya Kovalchuk på en kæmpe kontrakt for et par år siden, men det er først i denne sæson at russeren pointmæssigt har været tilbage ved fordums styrke. ”Kovy” er en god allround-forward, og sammen med Parise og Zajac danner han en stærk kæde, som har kvaliteter i begge ender af isen. ”Europa-kæden” med Sykora, Elias og Zubrus har mange af de samme kvaliteter, og derudover har man to ganske solide checking-lines, som dog bidrager med meget lidt fremad isen.
PITTSBURGH PENGUINS (4) – PHILADELPHIA FLYERS (5)
Der venter alle ishockeyfans en lækkerbisken af en slutspilsserie, når de to ærkerivaler Pittsburgh Penguins og Philadelphia Flyers, tørner sammen. I bedste valgkampsstil gælder det om at vinde Pennsylvania for disse to hold, som ikke kan udstå hinanden, og forholdet mellem dem er ikke blevet bedre af at den tidligere Pittsburgh-stjerne, Jaromir Jagr, tilsluttede sig Flyers-holdet før denne sæson.
De to divisionsrivaler mødte hinanden seks gange i den regulære sæson, og her havde Flyers overtaget med fire sejre. Holdene mødtes sågar i grundspillets sidste runde, hvor Pittsburgh sikrede sig det psykiske overtag med en 4-2-sejr, og der er således lagt i kakkelovnen til en fremragende slutspilsduel, som meget vel kan gå helt ud i syv kampe. Omvendt kan serien også slutte tidligt, hvis et af holdene får de afgørende marginaler på deres side fra start.
Philadelphia er ramt af en del skader i øjeblikket og Pittsburgh går derfor ind til serien som favoritter. Flyers-spillerne vil dog kæmpe med næb og klør, og Pittsburgh kommer næppe let til noget uanset hvilke spillere Philadelphia sender på isen.
I målet har Pittsburgh canadiske Marc-Andre Fleury. Fleury har ikke de bedste stats, men spiller også på et offensivt anlagt Penguins-hold, så det er lidt som diskussionen omkring hønen og ægget. Spiller Pittsburgh offensivt fordi Fleury er lidt svingende, eller er Fleury svingende fordi Pittsburgh spiller offensivt? Det sidste kan meget vel være tilfældet, for Fleury har været stærk i de perioder, hvor Penguins grundet skader har spillet mere defensivt. Canadieren har dog ikke set alt for godt ud i en række situationer i den seneste tid. Penguins’ to backups Johnson og Thiessen skal ikke forvente at få istid i slutspillet.
Philadelphia regnede med at have løst deres målmandsproblem, da de før sæsonen hentede Ilya Bryzgalov, men russeren floppede fælt i sine første måneder i klubben. I marts spillede Bryzgalov dog fænomenalt og tager han denne form med sig ind i slutspillet, så kan han blive svær at passere. Backuppen Sergei Bobrovsky er meget svingende og ligner ikke en mand, der kan bære Flyers igennem slutspillet, hvis Bryzgalov bliver skadet eller underpræsterer.
Defensivt har Pittsburgh flere stærke kort, men holdet spiller meget offensivt, hvilket til tider efterlader forsvarsspillerne i nogle svære situationer. Brooks Orpik og Paul Martin er begge stærke i defensiven, mens Kris Letang er en god allround-back, som også bidrager med meget offensivt. Zbynek Michalek har ikke haft sin bedste sæson, men spiller han sig op i slutspillet, så kan Pittsburghs backlinje pludselig vise sig ganske stærk og løfte lige så tunge byrder som de offensive spillere.
Philadelphia har været hårdt ramt af skader i denne sæson og må undvære deres stærke kaptajn Chris Pronger. Nicklas Grossmann blev hentet før deadline og han har vist sig som en vigtig spiller, men Kimmo Timonen er uden tvivl holdets defensive stjerne i Prongers fravær, da finnen har overtaget Prongers rolle og udfyldt den til perfektion. Prongers fravær svækker defensiven, men backlinjen er stadig ganske solid.
Offensivt fik Pittsburgh den bedste forstærkning et hold kunne ønske sig, da Sidney Crosby vendte tilbage på isen efter en lang skadespause. Penguins har to af sportens største stjerner i Malkin og Crosby, og når de to fænomener rammer formen er det næsten ligegyldigt hvor mange mål modstanderne scorer. Pittsburgh laver nemlig bare et mere.
Når det så er sagt, så er der trods alt også en grænse for hvad Crosby og Malkin kan præstere, og i slutspillet hvor alle hold spiller mere defensivt og fysisk vil de to stjerner få sværere arbejdsbetingelser, hvilket sandsynligvis vil lægge en dæmper på deres produktion.
Generelt har Pittsburgh tre stærke offensive kæder, som alle kan finde vej til nettet, og spillere som Neal, Staal, Kunitz og Dupuis skal der også holdes et vågent øje med.
Hos Flyers vil meget fokus uden tvivl ligge på nummer 68, Jaromir Jagr, som før sæsonen vendte tilbage til ligaen efter tre år i Rusland. Jagr var tidligere en stjerne i Pittsburgh, men anses nu som en forræder, og der vil uden tvivl blive gået hårdt til den aldrende tjekke, som har haft en stærk sæson.
Claude Giroux er Philadelphias stjerne. Før sæsonen satsede man på canadieren og det har man ingenlunde fortrudt, da han har haft en fremragende sæson. Giroux er en pointmaskine og samtidig godt rustet fysisk, hvilket gør ham til en komplet spiller. Fysisk stærke Scott Hartnell har været uhyggeligt skarp i denne sæson, hvor han særligt i powerplay har vist evnen til at score mål, og han bliver en vigtig mand i den ellers meget bredde Flyers-offensiv, der også tæller navne som Briere, Simmonds og Voracek, samt rookietrioen Read, Couturier og Schenn.
WESTERN CONFERENCE
VANCOUVER CANUCKS (1) – LOS ANGELES KINGS (8)
Vancouver vandt grundspillet, men får det næppe let, når de møder Los Angeles i slutspillets første runde. Kings opgraderede før sæsonen for at kunne matche hold som Vancouver i slutspillet, og selvom de fleste nye Kings-profiler har haft en skuffende sæson, så kan de meget vel vise deres værd i playoffs.
Canucks nåede Stanley Cup-finalen sidste år, hvor de også var overbevisende i det meste af grundspillet. I år har Vancouver ændret udformningen af holdet lidt. Man er blevet mere fysisk, og håber på at det kan sikre klubben Stanley Cup-trofæet for første gang i historien.
Kampene mellem Vancouver og Los Angeles bliver formentlig målfattige og det første mål i kampene kan vise sig meget afgørende. Kings-holdet har et uforløst potentiale og slipper de dette løs i slutspillet, så kan de blive et ubehageligt bekendtskab for Vancouver.
Canucks-holdet kender dog vejen efter sidste sæson og virker også en kende stærkere end Kings, så de er favoritter i serien. Sidste år indledte Vancouver slutspillet med en svær serie mod Chicago, og det samme kan meget vel blive tilfældet mod Kings, som sagtens kan tvinge serien ud i seks eller syv kampe, og måske endda tage sejren hvis profilerne rammer formen.
På målmandsposten er Vancouver fremragende dækket ind, da de råder over en fantastisk duo i Luongo og Schneider. Luongo er fortsat førstevalget, og får også hovedparten af kampene i slutspillet, men han presses hårdt af Schneider, som griber chancen når han får den. Canucks kommer formentlig til at udnytte de to målmænds styrke ved at veksle imellem dem, så man hele tiden holder dem begge friske og oppe på mærkerne.
Los Angeles har en fremragende målmand i 26-årige Jonathan Quick, som har været stærkt spillende i denne sæson. Quick har vist sig som en af ligaens bedste målmænd og har helt sikkert været Kings’ bedste og vigtigste spiller. Backup er 23-årige Jonathan Bernier, som har spillet sig op i løbet af sæsonen og udgør en fin støtte for Quick. Med mindre får taget på Quick skal Bernier dog ikke forvente istid.
Backmæssigt var Vancouver lidt bedre dækket ind i sidste sæson, end det er tilfældet i år, hvor man ikke har hentet nogen fuldgod erstatning for powerplaybacken Christian Ehrhoff, som smuttede til Buffalo før sæsonen. Alexander Edler har taget mere ansvar offensivt, men det har kostet lidt bagude, hvor der dog ellers ikke er meget at udsætte på Canucks-holdet. Fysisk mangler Vancouver måske en smule på backlinjen, men problemet kan vise sig at være løst, hvis Gragnani spiller så stærkt offensivt, at Edler kan fokusere mere på sine defensive pligter, hvor der er et hul at udfylde når han spiller i kæde med Sedinerne.
Defensiven har været Kings’ styrke i denne sæson. Rutinerede Willie Mitchell har spillet den bedste sæson i karrieren og unge Slava Voynov har haft en flot rookie-sæson. 22-årige Drew Doughty, som allerede spiller sin fjerde sæson i ligaen, er den store defensive profil og han skal levere forsvarsmæssigt, men samtidig bidrage fremad banen. Fysisk er Kings meget stærke og Vancouver får således en god mulighed for at teste, om de rent fysisk er blevet opgraderet nok til at matche et af denne facets allerbedste hold.
Offensivt har Vancouver været enestående i de seneste sæsoner, men i år er scoringer ikke væltet ind på samlebånd, som det tidligere har været tilfældet. Hvis Sedin-tvillingerne genfinder tidligere tiders samarbejde, når Daniel er klar igen efter sin hjernerystelse, så har man en fremragende offensiv. I denne sæson har Sedinernes magi dog ikke vist sig så ofte, og bredden har derfor været Vancouvers styrke.
Alle Canucks’ kæder indeholder offensiv power, hvilket er en kæmpe fordel, men holdet har ændret karakter i løbet af sæsonen og er blevet mere fysisk, hvilket vi nok først ser værdien af i slutspillet. De seneste mange år har Vancouver scoret mål på stribe i grundspillet, for så at blive lukket ned i slutspillet, men med den større fysiske styrke kan det være at billedet vender i denne sæson, så man kan holde omtrent samme scoringsfrekvens i playoffs som i den regulære sæson, da man har flere strenge at spille på.
Med spillere som Anze Kopitar, Mike Richards og Simon Gagné på holdet følte Kings sig trykke ved deres offensiv før sæsonen. Holdet har dog haft uendeligt svært ved at score mål, og man valgte derfor at opgradere med Jeff Carter før deadline. Carter har løftet offensiven lidt, men angrebet er stadig Kings-holdets ømme punkt. Man har håbet og håbet på at angrebet kom i gang i denne sæson. I starten regnede man med, at det kom med tiden, men det har ikke været tilfældet og desperationen er derfor blevet større og større.
Faktum er formentlig, at Kings slet ikke kommer til at levere i samme omfang offensivt som man havde håbet på, og det må man bare indse. Holdets forwards må derfor arbejde hårdt defensivt så modstanderne holdes nede på et minimum af scoringer, og det er faktisk også denne rolle, som de fleste af dem er bedst til at udfylde. Fysisk er Kings godt rustet, men man mangler målscorere og det er et problem uanset hvordan man end vender og drejer tingene.
ST. LOUIS BLUES (2) – SAN JOSE SHARKS (7)
St. Louis har været sæsonens helt store overraskelse. En tidlig trænerfyring gav pote, for med kapaciteten Ken Hitchcock i spidsen har holdet løftet sig markant i forhold til de seneste sæsoner, hvilket andenpladsen i Western Conference også vidner om.
Blues er bygget op omkring en ung stamme, og slutspilserfaringen er ikke så stor, så holdet er et ubeskrevet blad i slutspilssammenhæng, hvilket kan tippe til begge sider.
Slutspilserfaring har de masser af i San Jose. Sharks har været snublende nær Stanley Cup-finalen i flere år, men har manglet det sidste i de afgørende kampe. Der er altså tale om en duel mellem de nye og de garvede, hvilket formentlig giver os en meget lige serie, som kan gå begge veje.
Blues har vundet alle fire indbyrdes kampe mod hajerne i denne sæson og går da også ind til serien som små favoritter. St. Louis får det dog ikke let og holdets målmandsduo skal holde niveauet fra grundspillet, da de sammen med backlinjen skal sende Sharks på sommerferie. Offensivt kan Blues få det svært mod et San Jose-hold uden deciderede svagheder, og vinderen af serien kan meget vel blive fundet i en altafgørende kamp.
Ligaens bedste målmandsduo er at finde i St. Louis, hvor Jaroslav Halak og særligt Brian Elliott har storspillet i denne sæson. Elliott blev ikke regnet for meget da Blues hentede ham før sæsonen, men sådan som han har spillet i denne sæson, så gjorde klubben en historisk god handel og Elliott er suverænt den spiller, som har givet mest værdi for pengene i denne sæson. Både Elliott og Halak er stadig rimeligt unge og forholdsvist uprøvede i slutspilssammenhæng, hvilket kan blive et problem, for presset på målmanden er noget større i slutspillet end i grundspillet.
San Jose investerede før sidste sæson i finske Antti Niemi, og det har de sådan set ikke fortrudt. Niemi havde en god debutsæson i klubben og han har fulgt den fint op i denne sæson, hvor han også har været en solid sidste skanse. Backuppen Thomas Greiss har spillet en fornuftig sæson, hvor han dog var stærkere i første halvdel end han har været i de seneste måneder, hvor tingene ikke har kørt optimalt for Sharks. Niemi er det klare førstevalg i playoffs, og må helst ikke løbe ind i en skade.
Defensivt har St. Louis været skræmmende stærke i denne sæson. Under Ken Hitchcocks ledelse er holdets unge backs trådt i karakter, og den rutinerede Barret Jackman har spillet en af sine bedste sæsoner i karrieren. Alex Pietrangelo har fulgt op på sidste års gennembrudssæson og leverer både offensivt og defensivt. Sammen med Kevin Shattenkirk har han stået for alle backscoringer i powerplay, og de to unge spillere er fremragende i begge ender af isen og tager stort ansvar. Den lille Kris Russell har spillet stærkt i defensiven sammen med fysisk stærke Roman Polak og hvis alle Blues-backerne kan holde niveau nu hvor det spidser til, så har man en stærk backlinje, som er svær at trænge igennem.
San Jose har en solid og fysisk veludrustet defensiv, som kan dæmme op for de fleste holds offensiv. Fremad banen har bidraget fra backerne dog været begrænset, og det har påvirket holdets evne til at score mål, som ikke har været lige så god som i tidligere sæsoner. I princippet er det ligegyldigt om du vinder 1-0 eller 5-4, men problemet for Sharks er dog, at man back- og målmandsmæssigt endnu mangler en tand før man indeholder Stanley Cup-klasse, og derfor er man nødt til at udnytte det forholdsvis store offensive potentiale man er i besiddelse af til at skabe et stærkt hold, da enhederne enkeltvis ikke er stærke nok til at gå hele vejen.
Offensivt har mange spillere bidraget for St. Louis, og man virker stærkt besat på alle pladser. Alt er selvfølgelig relativt, for Blues har ingen kæmpe store angrebsprofiler, men er til gengæld i besiddelse af mange unge og sultne spillere, samt rutinerede kræfter, som ved hvad der kræves i slutspillet. Rent fysisk er Blues-offensiven en af ligaens absolut stærkeste, og alle holdets forward mestrer det defensive spil, hvilket er en væsentlig årsag bag holdets succes. St. Louis giver ikke mange mål væk, og er i stand til at matche alle hold fysisk, hvilket betyder, at man ikke behøver at spille sublim angrebshockey for at vinde kampe. Med hårdt arbejde kan man også komme langt.
San Jose kan meget vel have fundet inspirationen til deres offensive sammensætning i skakspillet. Holdet består af to kæder af hårdtarbejdende ”bønder” som udfører alt det beskidte arbejde, mens kongen Joe Thornton og hans ”officerer” står for den offensive produktion. Thornton, Marleau og Pavelski udgør en sammentømret trio, som i høj grad skal bære Sharks i slutspillet, mens størstedelen af de resterende scoringer kommer fra andenkæden med Clowe, Couture og Havlet. Om strategien bliver succesfuld i slutspillet afhænger af, hvor vidt de to topkæder kan holde produktiviteten oppe, for man skal ikke regne med ret meget fra tredje- og fjerdekæden, som spiller mere destruktivt. Generelt er de seks topforwards alle gode slutspilsspillere, og der venter derfor St. Louis-defensiven en svær opgave.
PHOENIX COYOTES (3) – CHICAGO BLACKHAWKS (6)
De færreste havde regnet med, at Phoenix skulle vinde den stærktbesatte Pacific Division, men efter 82 kampe lyver tabellen ikke. Coyotes var ganske enkelt det mest stabile hold, hvilket viste sig afgørende i den tætte division.
Coyotes har spillet godt defensivt og målmand Mike Smith har leveret en imponerende præstation. Offensiven har leveret de nødvendige scoringer og Phoenix har været gode til at vinde over bundholdene, hvilket i sidste ende har gjort forskellen, da to point er to point uanset om du får dem mod Columbus eller Vancouver.
Defensive Coyotes står over for et noget mere offensivt Chicago-hold, og denne serie er nok den, hvor der er største forskel mellem holdenes tilgang til kampene. Phoenix ved, at de helst skal holde modstanderne nede på et lavt antal scoringer, mens Chicago intet problem har med højtscorende kampe, da de offensivt er ganske godt dækket ind.
Nøglen i serien bliver altså duellen mellem Phoenix’ defensiv og Chicagos offensiv. Chicago har gjort det godt i slutspillet i de seneste sæsoner, men klare favoritter kan man ikke udråbe dem til i denne serie efter hvad Phoenix har præsteret i denne sæson.
Coyotes spiller ikke altid lige flot og prangende, men i sidste ende handler det om at vinde ishockeykampe, og her har de vist sig stærke i denne sæson og lukket munden på alle kritikerne.
Coyotes lavede en udskiftning på målmandsposten før sæsonen, da Ilya Bryzgalov smuttede til Philadelphia og blev afløst af Mike Smith. De fleste har tilegnet Bryzgalov en stor del af Phoenix’ succes i de seneste sæsoner, men Mike Smith har storspillet i denne sæson og hurtigt fået de fleste til at glemme holdets tidligere målmandshelt. Smith har haft en fantastisk sæson, og backuppen Jason LaBarbera har også spillet godt. Alt i alt vidner dette om at de to målmænd har grebet chancen, men også om at de spiller bagved et stærkt forsvar.
De store roser kan man ikke dele ud til Chicagos målmænd efter en jævn sæson fra både Crawford og Emerys side. De to målmænd spiller ganske vist ikke bag ligaens stærkeste forsvar, men de har heller ikke selv kunnet løfte holdet, og målmandspositionen er Chicagos mest ømme punkt. Sidste år leverede Crawford en ganske stærk indsats i slutspilsserien mod Vancouver, og Blackhawks skal håbe på at han kan gøre kunsten efter i år. Emery havde en stor sæson i Ottawa for fem år siden, men har ikke genfundet niveauet siden og skal nok ikke forvente ret meget istid i slutspillet med mindre Crawford falder sammen.
Defensivt har Phoenix været stærke i denne sæson og særligt Keith Yandle har spillet solidt og taget stort ansvar. Unge Oliver Ekman-Larsson har fulgt sin rookie-sæson fint op, og den 20-årige svensker har med godt spil i begge ender overbevist alle om, at han er fremtidens mand i Phoenix. Coyotes har en rutineret back i alle kæder og spiller klogt og sikkert defensivt, hvilket kompenserer for den mangel på fysik som backlinjen egentlig har, men som de ikke er kommet til at lide under.
Chicago har et stærkt backpar i Duncan Keith og Brent Seabrook, men breddemæssigt halter det en smule og det koster en del scoringer. Johnny Oduya har gjort det fornuftigt siden han kom til fra Winnipeg, mens supervetaranen Sean O’Donnell ikke har haft nogen særligt god sæson, hvilket kan koste ham pladsen til yngre kræfter i slutspillet. Nick Leddy har gjort det fint offensivt, men defensivt har han endnu meget at lære og skal løftes af Oduya. Hjalmarsson og Lepistö udgør et solid nordisk tredjepar.
Offensivt har 39-årige Ray Whitney fået sin anden ungdom, og veteranen blev pointtopscorer på Phoenix-holdet i denne sæson. Whitney har fungeret perfekt sammen med Hanzal og Vrbata, og trioen står bag hovedparten af holdet scoringer og har samtidig den suverænt bedste plus/minus-rating på hold, da de tilsammen er noteret for +62. Shane Doan har også leveret et fornuftigt antal point, men har en plus/minus-rating på -8. Phoenix har igen store offensive profiler, men til gengæld bidrager alle spillere med point uanset om de har tilbragt sæsonen i anden- eller fjerdekæden.
Danske Mikkel Bødker kan måske få en større offensiv rolle i slutspillet end han har haft i store dele af grundspillet, hvor han i stedet har leveret en solid arbejdsindsats. Coyotes har ikke så mange fysiske spillere, men ser ud til at samle kræfterne så man skaber to checking-lines og to mere producerende kæder, hvor Bødker formentlig kommer til at danne en andenkæde med Vermette og Doan.
Chicago har måttet undvære deres kaptajn og centerstjerne Jonathan Toews i snart to måneder. Det vides endnu ikke, om Toews er klar til første slutspilskamp og om han overhovedet vender tilbage i denne sæson, hvilket betyder at man må se på begge scenarier.
Toews er holdets stjerne og med ham er Blackhawks væsentligt stærkere. Offensivt har man klaret sig fornuftigt uden Toews, men angrebet vil få svære kår i slutspillet, hvilket kan gøre fraværet af canadieren mere markant. Samtidig er Toews en fremragende tovejs-spiller, og han tilstedeværelse vil altså også være med til at styrke holdets defensiv.
Hossa og Sharp er sammen med Toews de mest scorende og særligt Patrick Sharp har spillet en stærk sæson. Fysisk er Chicago stærke og det giver dem gode muligheder for at komme til chancer og er samtidig en hjælpende hånd for defensiven. Hvis Patrick Kane spiller lige så godt i slutspillet, som han gjorde for to år siden, da Chicago blev mestre, så er Blackhawks et hold man skal holde øje med, men der er pres på offensiven, som skal levere, hvis holdet skal have succes. Rutinerede Brendan Morrison har været et flop siden han kom til fra Calgary, og der er behov for at den rutinerede center viser klassen i slutspillet, da Chicagos tredjekæde ellers kan få det svært. Ideen med Morrison som andencenter er forduftet efter canadierens ringe start i klubben.
NASHVILLE PREDATORS (4) – DETROIT RED WINGS (5)
Der venter os formentlig en forrygende slutspilsserie, når divisionsrivalerne Nashville og Detroit fra den stærke Central Division tørner sammen. Nashville har i flere år været kendt for deres stærke defensiv, men i år er der blevet bygget på offensivt, og holdet ser nu spændende ud i alle faser af spillet, hvilket et fint grundspil også vidner om.
Detroit har vist stor styrke på hjemmebane i denne sæson, hvor de blandt andet satte ny rekord for flest hjemmesejre på stribe. Holdet har været plaget af skader i den sidste del af grundspillet og det har kostet dem nogle point. Red Wings sluttede på en for dem lidt skuffende femteplads i Western Conference, og det kan blive problematisk i slutspillet, at de ikke har hjemmebanefordelen, da holdet har været væsentligt stærkere hjemme end uden.
Serien mellem Predators og Red Wings virker meget åben og kan nemt gå i seks eller syv kampe. Nashville er stadig et ”nyt” hold i slutspilssammenhæng, mens Detroit har stor rutine efter at have været med i toppen i en menneskealder. Serien kan gå begge veje, men pilen peger en anelse mod Nashville i øjeblikket.
Nashville har en af ligaens bedste målmænd i finske Pekka Rinne, som har været holdets starter de seneste fire sæsoner. Rinne har ikke kunnet leve helt op til storspillet fra sidste sæson, men Nashville-holdet er heller ikke længere lige så udpræget defensivt, som det tidligere var tilfældet, hvilket naturligt nok har givet Rinne lidt sværere arbejdsbetingelser. Stilmæssigt er Rinne og backuppen Lindbäck næsten identiske, men Lindbäck mangler dog stadig Rinnes stabilitet i sit spil. Den kommer dog sandsynligvis med erfaringen, så Nashville kan meget vel have en superduo om et par år. I slutspillet bliver det dog Rinne, som skal løfte opgaven.
På målmandsposten har Detroit Jimmy Howard, som har haft en ganske fin sæson. Særligt på hjemmebane har Howard været godt kørende i denne sæson, og han har holdt målet rent seks gange hjemme i ”The Joe”, mens han stadig har sit første shutout til gode på udebane. Målmandspositionen er måske der, hvor Detroit er svagest besat, men det siger trods alt mere om holdets styrke end om Howards niveau for amerikaneren er en etableret NHL-målmand, og vil formentlig stå alle kampe, hvis han undgår skader.
Nashville har i flere år været kendt for at udvikle fremragende backs, og to af dem, Shea Weber og Ryan Suter, er nogle af ligaens absolut bedste. Lidt atypisk er de to superbacks ofte på isen samtidig, men dette viser også noget tilliden til de øvrige backs, at man sætter sine to største stjerner sammen. Resten af backlinjen er nemlig også stærk. Hal Gill blev hentet i Montreal før trade deadline og med sin enorme fysik er han en drømmepartner for Roman Josi, som meget vel kan være Nashvilles næste store backprofil. Atletiske Francis Bouillon spiller sammen med den mere fysiske Kevin Klein, og alt i alt har Nashville en fremragende defensiv, som er svær at trænge igennem, da backernes forskellighed gør holdet meget alsidigt.
Defensivt er Detroit solidt besat med erfarne spillere over hele linjen. Superveteranen Lidström fortsætter med at levere på højeste niveau, og fører holdet i istid, men han får også god støtte fra sin fysisk stærke landsmand Jonathan Ericsson. En tredje svensker, Niklas Kronwall, er ligesom Lidström god både offensivt og defensivt og han parres med defensivt stærke Brad Stuart. Ian White er kommet ind på holdet før denne sæson, og han udfylder en stor rolle i tredjeparret, hvor han spiller sammen med enten Kindl eller Quincey.
Nashville satser hårdt på succes i denne sæson, hvilket holdet har bevist med de offensiveforstærkninger, som er blevet hentet. Andrei Kostitsyn tilsluttede sig brormand Sergei i Nashville før trade deadline, og indtil videre har hviderusseren gjort et fint indhop på holdet. Den store forstærkning kom sidst i marts, da Radulov blev hentet tilbage fra Rusland, hvor han har huseret i de seneste sæsoner efter bruddet med Predators. Nu er Radulov tilbage, og han har vist absolut topklasse rent offensivt, hvilket er lige hvad Nashville manglede.
Med Radulov tilbage i folden virker offensiven nu meget komplet. Man har både playmakere, målscorere og en masse fysik, og særligt det sidste er vigtigt for holdet, da de hjælper defensiven, hvor man stadig har det største fokus. Den enorme center Paul Gaustad blev hentet før deadline, og selvom han var en dyr herre, så kan han vise sig at være pengene værd, hvis han med sin fysik og defensive styrke kan lukke ned for modstandernes stjerner i slutspillet.
Offensivt har Detroit mange strenge at spille på, og holdet er derfor utroligt svært at lukke ned. Fysisk kunne Red Wings være bedre dækket ind, og holdet er derfor væsentligt stærkere med pucken end uden. Detroit er i besiddelse af en stærk playmaker i Pavel Datsyuk og svenske Henrik Zetterberg har også spillet en stærk sæson. De to rutinerede centerspillere er omdrejningspunktet i offensiven, hvor de har løftet spillere som Franzén og Filppula op på et meget højt niveau. Franzén er en god makker for Datsyuk, da han har den fysik som russeren mangler, og generelt har det fungeret godt når Datsyuk er blevet sat sammen med en eller to fysisk stærke spillere som Franzén og Bertuzzi.
Tovejs-spilleren Zetterberg har fungeret godt sammen med de mere offensivt anlagte Filppula og Hudler og de danner tilsammen en teknisk og pucksikker trio. Detroit mangler måske en rigtig checking-line, og det kan blive et problem i slutspillet, men alt i alt har holdet dog en stærk og bred offensiv.
